Fodring af vilde katte
Fra hjemmesiden www.dyrenes-beskyttelse.dk.
Sommerhuskatten - dit ansvar, hvis du fodrer den
Pjece, henstiller til, at man undlader at fodre områdets katte. Pjecen er endvidere oversat til engelsk og tysk.
I landområder er der ofte mange katte på ejendommene. Disse katte bliver normalt fodret, der hvor de hører til.
Men kattene vil alligevel ofte strejfe rundt i de omkringliggende områder, hvor de for eksempel kan opsøge feriegæster, der bor i sommerhus. Det er helt normalt for katte at søge føde, hvor de kan få den – også gerne langt fra ”hjemmet”. Hvis du bliver opsøgt af sunde og raske katte, er det således ikke fordi, de bliver utilstrækkeligt fodret, der hvor de hører til.
Indhold:
-
Lad være at fodre områdets katte
-
Hvis du knytter en kat til dig
-
Efterlad aldrig en kat
-
Dyrenes Beskyttelses kredsformænd
-
Dyrenes Beskyttelses dyreinternater
-
Hvis du ikke har adgang til internettet
-
Her kan du læse mere
Lad være at fodre områdets katte
Du skal undlade at fodre katte, der opsøger dig, mens du bor i sommerhus.
Hvis kattene er velnærede, er de formentligt knyttet til en af ejendommene i området.
Hvis du fodrer kattene, vil de få sværere ved at klare sig selv, når feriesæsonen er slut.
Hvis du bliver opsøgt af en syg eller tilskadekommen kat, skal du enten ringe til Falck på 7010 2030 eller selv bringe dyret til nærmeste dyrlæge. Dette vil ikke koste dig noget, da Dyrenes Beskyttelse betaler hos både Falck og dyrlægen. Du skal dog huske på, at katten skal være syg eller tilskadekommen – og ikke bare efterladt. Hvis katten er afmagret eller nødlidende, bør du kontakte Dyrenes Beskyttelses kredsformand i det område, hvor du bor. Så vil kredsformanden hjælpe med at finde frem til kattens ejer, eller hvis dette ikke kan lade sig gøre, indlevere den til et af Dyrenes Beskyttelses internater.
Hvis du knytter en kat til dig
Hvis du knytter en kat til dig ved at fodre den eller give den husly, vil den blive knyttet til dig samt til det område, hvor du bor. Samtidigt vil den blive vænnet af med at skulle skaffe føden selv. Ved at fodre katten påtager du dig således ansvaret for den - dvs. at du for eksempel skal sørge for fortsat fodring af katten, samt at den kommer til dyrlægen, hvis det bliver nødvendigt.
Af samme årsager må du naturligvis aldrig anskaffe dig en killing for at efterlade den, når du tager hjem fra ferien.
En killing vil blive endnu mere afhængig af dig end en halvstor eller voksen kat.
Efterlad aldrig en kat
Hvis du efterlader katten, vil den have svært ved at klare sig selv, da den er vant til at blive fodret og ikke bare kan søge tilbage, hvor den kom fra. Hvis katten kommer fra et sted med mange katte, vil den have svært ved at klare sig i konkurrencen med de andre katte. Resultatet af, at du efterlader katten, kan derfor være, at den går sultedøden i møde, når alle feriegæsterne er rejst hjem. Hvis du har anskaffet dig en kat i sommerferien eller du har knyttet den til dig på anden måde, bliver du nødt til at tage den med hjem.
Hvis du ikke har mulighed for at tage katten med dig, når ferien er slut, er det dit ansvar, at den får sig et nyt hjem.
Hvis du ikke selv kan finde nogen til at tage sig af katten, bør du kontakte og indlevere den til et af Dyrenes Beskyttelses internater, som så vil finde et hjem til den.
Da det er din kat, må du være indstillet på at betale internatet for at de modtager katten.
Dyrenes Beskyttelses kredsformænd
Dyrenes Beskyttelse har mere end 200 kredsformænd fordelt over hele landet. De tager sig af de lokale dyreværnssager.
Hvis du finder ud af, at der er katte eller andre dyr, som bliver vanrøgtet, kan du kontakte kredsformanden i det område, hvor du bor. Så vil han eller hun tage sig af sagen. Kredsformanden vil ikke videregive dit navn og din adresse til den person, som anmeldes. Du kan finde en liste over kredsformændene på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.
Dyrenes Beskyttelses dyreinternater
Dyrenes Beskyttelse har 15 internater i hele landet, og hvert år skaffer de et nyt hjem til ca. 2000 hunde og katte.
Du kan finde en liste over disse internater ved at gå ind på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside. Her kan du også se, hvilke dyr på de enkelte internater, som søger et nyt hjem.
Hvis du ikke har adgang til internettet
Hvis du ikke har adgang til internettet, kan du finde telefonnumret på den lokale kredsformand eller det nærmeste dyreinternat på de gule sider i telefonbogen under "Dyrebeskyttelse". Du kan desuden få oplyst numret ved at ringe til Dyrenes Beskyttelses sekretariat (tlf. 33 28 70 00).
Her kan du læse mere
Du kan læse mere om katte på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside. Her kan du bl.a. finde Dyrenes Beskyttelses øvrige pjecer om katte.
Kontakt os
Udfyld formularen, så vender vi tilbage hurtigst muligt.